Konstruktive DN-forslag til kommunes økonomi

Frederikssund byråd har sendt sit forslag til det kommende års økonomi i høring. Det drejer sig om et handlingskatalog med budgettet for driften i 2021 og en plan for kommunens investeringer i perioden 2021-2030.

Tallene i budget og investeringer er store! Men det er også væsentligt at læse teksten til hvert af de mange forslag. For teksten fortæller, hvorfor politikerne foreslår at skære ned på en indsats – altså om der er tale om reduceret service eller om fokus er på effektiviseringer.

DN Frederikssund har været igennem forslagene, har deltaget i det åbne borgermøde i Slangerup og har nu indsendt høringssvar til byrådet.

DN kritiserer og giver konstruktive DN-forslag
DN har kommenteret 8 forslag i budgetmaterialet. Nemlig de forslag, som forringer naturen i Frederikssund kommune. En lidt længere begrundelse kan du læse ved det enkelte forslag.

Men vi har valgt at følge kritikken op med konstruktive forslag til, hvordan politikerne kan hjælpe vor lokale natur.

På den måde lader vi ikke byrådspolitikerne i stikken, men peger på nogle veje, som kan anvendes i den kommende beslutning om kommunens budget for 2021.

Millioner til hus på kysten!
Et enkelt husprojekt i investeringsplanen forventes at koste 60 millioner kroner! Men DN kommenterer ikke økonomien!

Derimod er DN Frederikssund betænkelig ved højden og volumen på de to-etagers bygninger, som vil dominere kystlandskabet og området som helhed, og opfordrer derfor allerede nu til, at kommunen tager initiativer til at reducere bygningernes dominans.

Et snigende angreb på vor smukke kyst søges afværget ved forebyggende ord før der tages hul på brugen af de 60.000.000 kroner.

Læs vort høringssvar
Du kan læse høringssvaret her.