Starter Le-laug for hjælp til sårbare planter
At nogen planter vokser sig så store, at de kvæler de mindre og sårbare planter, er et stort problem for biodiversiteten. Danmarks Naturfredningsforening Frederikssund inviterer interesserede til et helt nyt le-laug.Problematikken med planter der vokser sig store og overtager fra mindre planter blev et samtaleemne under en kaffepause på konferencen i Jørlunde. Og udviklede sig til en snak om, hvad man gjorde i ”gamle dage” for at sikre de små planters overlevelse.
Et af svarene var, at der blev slået med le, hvorefter at græsset blev revet sammen, så de små planter fik det livgivende lys. Danmarks Naturfredningsforening Frederikssund vil gerne følge op på interessen og inviterer til at oprette et helt nyt le-laug.
Appellen er klar
Vær med til at passe på vores biodiversitet og få en dejlig oplevelse. I le-lauget vil vi værne om vores vilde områder i Frederikssund kommune og skabe plads og lys for de blomsterarter, der ikke er dominerende. Og dermed til de mere sjældne insekter, der lever på disse mere lidende arter.
Der er plads til dig
Det er skønt at snuse sommerens dufte ind fra de afskårne plantevækster, mens vi svinger leen. Vi har et godt samvær omkring en nyttig opgave og får tid til kaffepause og nybagte boller.
Så send en mail til DN Frederikssund for at hjælpe naturen og de sårbare planter ved at svinge en le.
Lige nu er vi i opstartsfasen, men de foreløbige tanker er:
- Vi finder frivillige til at slå med le
- DN Frederikssund skaffer penge til at indkøbe leer, hvæssesten m.v.
- Alle frivillige får et kursus i arbejdsmetoden og instruktion i sikkerhed.
- Kommunen kontaktes for at udpege de arealer, hvor naturen får mest udbytte af indsatsen.
Så vis din interesse ved at sende en mail til frederikssund@dn.dk" target="_blank" data-auth="NotApplicable" data-linkindex="0">frederikssund@dn.dk – så får du svar og bliver inddraget i den videre forberedelse af starten på le-lauget.