Koordinationsforum i Frederikssund: Hvordan sikrer vi bedre beskyttelse af grundvand?

Frederikssund kommune har netop oprettet et koordinationsforum i forbindelse med udarbejdelse af en indsatsplan for grundvandsbeskyttelse. Målet er en bedre beskyttelse af grundvandsressourcen, der de seneste år har budt på flere fund af pesticider i vores drikkevand i Frederikssund Kommune.

DN Frederiksund med i koordinationsforum
DN Frederikssund har én repræsentant fra bestyrelsen med i koordinationsgruppen. Og målet er at bidrage til at kommunalpolitikerne får en grundig og fagligt stærk indsatsplan, så de kan træffe de nødvendige beslutninger for at sikre en bedre beskyttelse af vores grundvand.

Formål for koordinationsforum
Ifølge vandforsyningslovens § 12 har Frederikssund Kommune pligt til at nedsætte et koordinationsforum til at bistå sig med udarbejdelsen af indsatsplaner. Koordinationsforummet er rådgivende og skal primært være et forum til idèudveksling. Koordinationsforummet skal bl.a. drøfte:

  • Principper i indsatsplanlægningen
  • Mulige strategier i forhold til behovet for beskyttelse indsatser
  • Konkrete indsatsplanforslag

Grundvand til fremtidige generationer
DN Frederikssund går ind til opgaven i Koordinationsforum med optimisme i forhold til at finde gode løsninger til en bedre beskyttelse af vores grundvand. Men der er også en opmærksomhed på at der med mange forskellige interesser kan blive udfordringer, eks. ved erstatning til lodsejere. 

Det er vigtigt at resultatet af koordinationsforummet bliver en ambitiøs indsatsplan der ikke kun har kortsigtet økonomiske mål, men som har et fælles mål om at vi i fællesskab arbejder for bedre beskyttelse af vores grundvand til glæde for nuværende og fremtidige generationer. Det er borgernes sundhed de næste mange år der er på spil.

I koordinationsforummet sidder desuden repræsentanter fra Plan- og teknikudvalget i Frederikssund Kommune, Nordsjælland Landboforeningen (NOLA), Novafos, Frederikssund Vandråd, HOFOR, Slangerup Grundvandssamarbejde, Region Hovedstaden, Landboforeningen Gefion, Dansk Industri, Miljøstyrelsen, Naturstyrelsen, Hillerød Kommune og Egedal Kommune.

Mange fund af pesticider
Der er påvist pesticider i 52 boringer i Frederikssund Kommune - heraf er 39 boringer til almen vandforsyning i flere boringer er der påvist flere forskellige pesticider. I 22 boringer er koncentrationen af enkeltstoffer over grænseværdien, i enkelte boringer er sum af pesticider over grænseværdien. Det har blandt andet ført til at to vandværker er lukket grundet pesticider de sidste 2 år.

Vandværker skal finansiere erstatninger til lodsejere
De områder hvor eks. landbrugsjord tages ud af brug, skal lodsejerne have erstatning ved at der sker en værdisætning af jorden. Herefter er det vandværket der skal frikøbe jorden og finansiere en eventuel erstatning. 

Det er en bekymring hos DN Frederikssund at den økonomiske byrde for vandværker kan blive relativt stor ifm. eventuelle erstatninger, og evt. føre til lukning eller sammenlægning af et eller flere vandværker. Flere mindre private almene vandværkers bestyrelser består oftest af almindelige frivillige borgere (lægfolk), som ikke nødvendigvis kan løfte denne opgave og ikke har de økonomiske ressourcer til den nødvendige rådgivning.