Grønt håndtryk med lokalpolitikerne – Søren Weimann (RV) har ordet
Danmarks Naturfredningsforening er ikke noget parti! Men vi tager parti! Vi tager naturens parti. For det er hele formålet med vor indsats! I den forbindelse har vi givet alle partierne, typisk spidskandidaten, mulighed for at svare på fire emner der særligt interesser vores medlemmer. Her kan de redegøre for hvordan de vil arbejde med disse emner de næste fire år.De fire emner til politikerne er følgende:
1. Beskyt vores sårbare natur
2. Naturens grundvand skal give rent drikkevand!
3. Åernes vand giver liv på land!
4. Opstil delmål for kommunens CO2-neutralitet
Her er Søren Weimann's (Radikale Venstre) svar på hvordan han vil arbejde med de fire emner de kommende fire år.
Klimatiltag, der gør en forskel
Frederikssund Kommune har vedtaget en god klimastrategi. Radikale Venstre vil sikre, at der i de kommende år afsættes de nødvendige midler til at denne strategi udmøntes i praksis. Klimahandleplanen skal videreudvikles med langt flere deadlines og delmål, hvis den skal blive til handling. Vi skal undersøge mulighederne for at være CO2-neutral allerede i 2040.
- Bedre lademuligheder i Frederikssund by, Jægerspris, Slangerup og Skibby.
- Samkørselspladser med parkeringsmuligheder for både cykler og biler ved alle hovedfærdselsårer til Hovedstadsområdet og mod Hillerød.
- Energieffektivitet og genanvendelse skal være en topprioritet i alle renoverede- og nybyggede kommunale bygninger.
- Frederikssund Campus skal huse en kommende klimaerhvervsuddannelse.
Natur og Biodiversitet
Naturen er et af vores største aktiver. Kommunen skal passe på den og skabe muligheder for, at borgere og turister kan nyde naturen i form af flere rekreative stier, naturlegepladser og aktivitetsbaner. Vi skal i lokalplaner mere systematisk arbejde for, at naturen bliver beskyttet og dermed ikke byudviklet.
Initiativer til større biodiversitet skal være varige og gøre en praktisk forskel. Områder som udlægges til vild natur skal indgå i arbejdet med kommuneplanen som sikrer en langsigtet biodiversitet. Vi skal ikke ”lokke” insekter, fugle og bier til brakmarker med blomsterfrø som pløjes op få år senere.