Historiske beretninger fra Landerslev gadekær

En kvinde fortæller:

Familien havde en ged, som blev sat på græs rundt om ved grøfter og kær, og den skulle flyttes flere gange hver dag, når den havde ædt græsset, hvor den stod. Familien havde også gæs og ænder, som hver dag blev drevet hen i gadekæret, og så tog far både dem og geden med hjem, når han holdt fyraften i smedjen.

Geden tøjredes som oftest ved en dejlig fed græsplet ved gadekæret lidt uden for fars gamle smedje. Stedet kaldtes grønningen. Om aftenen samledes byens ungdom her, hvor de sang og spillede harmonika, men om dagen var der roligt og fredeligt. Engang, da jeg skulle køre tur med min lillebror Torben i klapvognen og samtidig flytte geden, trillede jeg vognen i sikkerhed, så den ikke kunne trille i vandet, trak tøjrepælen op – og kunne ikke modstå fristelsen til at tage en svingtur, medens jeg svingede kæden fra tøjrepælen rundt og rundt om mig.

Uheldigvis ramte pælen Torben, der sad i vognen, og han dejsede lige så stille omkuld, og var ved at ramle ud af vognen. Hurtigt slap jeg geden, hev drengen op, holdt ham i benene og soppede et par skridt ud i vandet og dukkede ham et par gange op og ned, til han begyndte at skrige. Herefter satte jeg ham i vognen og kørte hjem med ham, hvor jeg fortalte, at mens jeg flyttede geden, var vognen trillet i vandet, og Torben var faldet ud og havde slået sig på en stor sten og havde fået en slem bule. Jeg var ikke så lidt bange. For tænk om de nu troede, at jeg ville slå ham ihjel. Det havde dog ikke været meningen. Både mor og far fik travlt med at lægge omslag på bulen og give drengen tørt tøj på, så de glemte helt at straffe mig.

En anden fortæller:

Omdrejningspunktet for børn og unge i Landerslev gennem flere generationer var gadekæret, der lå midt i byen. Om vinteren stod børnene på skøjter, og om sommeren var der leg på det grønne område foran gadekæret. Det var en klar regel, at børn ikke måtte gå ud på isen, før en af de voksne havde afprøvet, om den kunne bære. Jeg husker engang, hvor Viggo Fritzel skulle afprøve isen. Det gjorde han ved at køre sin gamle Citroen 2CV ud på isen – det var virkelig grænseoverskridende.

En tredje beretning:

Som halvstor pige var vinteren vidunderlig. Gadekæret frøs altid godt og vel til, og når vi ryddede isen for sne, lå den i en tyk bræmme rundt om kæret. Deri satte vi stearinlys og stod så på skøjter hele aftenen, og karlen fra Stenshøjgaard kørte på knallert og trak os på skøjterne – det var en god tid, og hvor var det uretfærdigt, når mor kaldte ind til sengetid.

 Løjerne endte i 1972, hvor gadekæret blev sløjfet og fyldt op. Området blev tilsået med græs, og der blev plantet buske.