I gamle dage var der liv og glade dage ved gadekæret. Der var mange børn i byen. Jeg har sjusset mig frem til, at der nok har været omkring 150 stk. Her snakker vi om årene 1950 til 1960. Gadekæret blev brugt til at fiske i. Der var mange fisk der kunne fanges også i de små søer her i byen, blandt andet gedder, ål, krabber.

Det var et yndet udflugtsmål for ungdommen, og lidt sværmeri blev det vel også til. Om vinteren, når det var sikkert at bevæge sig på isen, (den blev målt af fædrene i byen) blev der løbet på skøjter. Opfindsomheden fejlede ikke noget. Nogle af de aktive fædre fik sat lys op på gadekæret, så der også kunne løbes om aftenen. Dengang der var rigtige vintre, blev det spillet ishockey hver aften.

I nyere tid er der kommet hegn op. Det er svært for ænder og andre fugle at komme til. Fra tid til anden kan vi se ællinger på vandet, men de har det svært. Kan ikke komme ud, medmindre der er meget bevoksning der er væltet.

I dag bliver området ved gadekæret overhovedet ikke brugt. Det er ærgerligt, da der nemt kunne etableres et lille åndehul i byen til glæde for dyr og mennesker.

Den gamle Skibby kommune havde engang Focus på gadekærene i kommunen. Desværre viste det sig, at gadekæret i Skuldelev var så forurenet, at de fleste af pengene blev brugt på det. Vejlebys gadekær er et af de få, der ikke er gjort noget ved i mange år

 

Tilføjet af Grethe Reedtz, DN Frederikssund

Renovering af gadekæret

I sommeren 2023 tilbød Frederikssund kommune at foretage en renovering af gadekæret i Vejleby. Man ville fjerne rækværk og betonkant ved den sydlige ende og jævne brinken ud, så de små ællinger kunne få mulighed for at komme fra vand til land.

Beboerne tog med glæde mod tilbuddet, og arbejdet blev udført i foråret 2024.

Lene Ottesen, der er forfatter til det tidligere indlæg om gadekæret, udtrykker stor tilfredshed med ændringen. Der er allerede kommet ænder og blishøns i gadekæret og selvfølgelig en masse frøer. Der er udsået blomster på den lille jordvold ved siden af, og når der bliver opsat et par bænke, vil gadekæret i sin nye form være et hyggeligt samlingssted i landsbyen.

Karin Helene Larsen, biolog i Frederikssund kommune, har besigtiget gadekæret og været med under renoveringen. Hun oplyser, at der findes en ikke helt almindelig plante, Kalmus, i kanten af gadekæret.